Klippekort

Af Karina Adsbøl

SÅ ER DET SAGT!
Dansk Folkeparti har gennem årene været medvirkende til at gennemføre mange tiltag til gavn for vore ældre medborgere.
Vi har ofte følt, at det har været nødvendigt at ” øremærke” penge til ældreområdet, som det hedder, så kommunerne kun kunne bruge pengene til lige præcis det, som vi på Christiansborg har afsat dem til. Og ikke alt muligt andet.
Det har desværre været nødvendigt.
Det ser vi endnu engang udstillet i forhold til den klippekortsordning, som skulle sikre ældre mere omsorg og mere valgfrihed i hverdagen.
Helt konkret har ordningen givet den ældre frit valg til at vælge, hvad man gerne ville have hjælp fra plejepersonalet til 30 minutter om ugen. Nogen havde brug for hjælp til at komme i parken og fodre ænder, andre har mere brug for hjælp til indkøb eller noget helt tredje. For ældre er selvfølgelig lige så forskellige som alle andre. Derfor er det en rigtig god ordning, som jeg er meget stolt af at have været med til at indføre.
Og derfor er det også rigtig trist, når vi nu oplever, at flere og flere kommuner vælger at droppe ordningen. I et svar til mig oplyser regeringen således, at 18 ud af landets kommuner har valgt at sløjfe klippekortordningen.
Det er en trist udvikling.
Og jeg kan forsikre om, at DF fortsat vil kæmpe for, at klippekortet bliver gjort til en permanent ordning i hele landet.
Det handler om omsorg og nærvær og ikke mindst den værdighed, der ligger i at have større valgfrihed og selvbestemmelse i hverdagen.