Hvad mener Jørgen Bøytler

Af Molle Lykke Nielsen

Tak til Jørgen Bøytler, fordi “du” satte gang i Sundhedshuset i Christiansfeld. Der har været mange tilløb igennem tiden, ja helt tilbage fra Christiansfeld Byråd. Så ting tager tid.
Det er da også glædeligt for mig, at der stiller et kendt ansigt op til valget, som bor i byen og repræsenterer kulturarven igennem arbejdet som præst. Samtidig håber jeg, at der efter valget kunne være mere end én person i Byrådet, der “holder øje “ med lokalområdet.
Det arbejde har jeg været en del af igennem ca. 21 år, og har stadig et stort ønske om at fortsætte, til fordel for lokalområdet og Christiansfeld.
Men der dog én ting der piner mig en hel del. Meningen med UNESCO-byen Christiansfeld, har hele tiden været, at Christiansfeld by skal være en levende by, og ikke en museumsby.
Indtil for kort tid siden havde byen ”Christiansfeld Centret”, som indeholdt turistformidling og materialer, udgangspunkt for guider, formidling af historien om byen og dens tilblivelse m.m.
For kort tid siden blev der oprettet en paraplyorganisation, der skulle indeholde Staldgården v/Koldinghus, Skamling og Christiansfeld Centret. Det har lokalt skabt en del røre i Christiansfeld, som jeg erfarer igennem pressen og mange henvendelser fra diverse interessenter, borgere og erhvervsdrivende. Derfor tillod jeg mig, at skrive til den siddende bestyrelse i paraplyorganisationen Museum Kolding, og dette skriv har du modtaget som bestyrelsesmedlem. Hvilken holdning har du til de beslutninger om det tidligere Christiansfeld Center og de beslutninger der er taget i bestyrelsen, som du er en del af?
At Christiansfeld bliver repræsenteret med et reelt medlem i Byrådet fra Christiansfeld, det vil også glæde mig, men så skal medlemmet også være ærlig i sin opgave.

Molle Lykke Nielsen
Lokalpatriot
Mosegyde 11
6094 Hejls