Genetabler respekten for borgeren

Af Karina Adsbøl

En ny stor undersøgelse fra Vive – det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd – viser, at der er stor tillidskløft mellem kommunerne og borgere med handicap.
Mange borgere føler sig ikke lyttet til og forstået og mener, at kommunerne repræsenteret ved sagsbehandlerne er mest optagede af at sikre, at kommunen slipper så billigt fra at hjælpe borgeren som muligt frem for at hjælpe borgeren bedst muligt.
Det er i sagens natur et sygdomstegn. Kommunen er til for borgeren – ikke omvendt – al den stund det faktisk er borgerne, der gennem deres betaling af skatter, finansierer kommunerne. Derfor må borgere, der er i nød, også kunne forvente at få assistance fra kommunen i henhold til den en gang givne lovgivning.
Men det er altså ikke den opfattelse borgerne har. Borgere med handicap føler sig ifølge undersøgelsen oftest umyndiggjort, og i stedet for at blive lyttet til bliver de dynget til i faglig ekspertise. Ofte bliver borgerne også gennet rundt i forskellige afkroge af den kommunale forvaltning i stedet for at blive hjulpet af én medarbejder, og ofte gør de kommunale sagsbehandlere alt, hvad de kan, for at få borgeren til at passe ind i de små kasser, som i forvejen er stillet op for at kunne kategorisere borgernes problemer og løsningen af disse.
Dette har ført med sig at spørgsmålet om ansættelse af kommunale borgerrådgivere er dukket op mange steder. Umiddelbart er det en god idé, men i virkeligheden er der jo tale om symptombehandling. I stedet for at løse problemet og genskabe kommunens respekt for borgerne, etablerer man en ny offentlig funktion, der skal bistå borgerne over for resten af det offentlige system.
Jeg mener, at der er brug for politisk handling nu, borgerne skal have den rigtige hjælp i første omgang, det må og skal ikke være en kamp eller afhængigt af postnummeret. I Dansk Folkeparti har vi stillet adskillige forslag i folketingssalen til forbedringer, og forargelsen fra politikerne vil da heller ingen ende tage, når medierne frembringer den ene ulyksalige fortælling efter den anden, men når det kommer til politisk handling er de bovlamme.
Under alle omstændigheder er undersøgelsen fra Vive et opråb, som politikerne i kommunerne og på Christiansborg ikke må overhøre. Vi må ikke svigte nogle af samfundets mest sårbare, der igen og igen oplever at løbe hovedet mod en mur i den offentlige sektor. Det kan vi ikke være bekendt, og derfor skal vi allerede nu gøre noget, borgerne skal have hjælp til at navigere i det offentlige system, der er brug for at ændre handicappolitikken og grundlæggende får ændret den måde borgerne mødes på i kommunerne.

Karina Adsbøl