Corona-ros til minister og Folketingsmedlem

Af Søren Rasmussen

Coronavirus og dens mange konsekvenser fylder rigtig meget i vores samfund, således også ude i kommunerne. En af kommunernes store opgaver i øjeblikket er gratis transport af mennesker med fysiske og psykiske handicap til vaccination. Det er frivilligt for kommunerne om de vil tilbyde transporten. I Kolding Kommune har vi sagt, at det vil vi selvfølgelig. Samtidig har vi naturligvis drøftet, om vi mon vil blive kompenseret af Staten for udgiften.
Jeg henvendte mig derfor til det lokale Folketingsmedlem Karina Adsbøl (DF) med spørgsmålet. Hun rejste med det samme sagen overfor, Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke. Ministeren svarede lynhurtigt og klart tilbage. Ja, kommunerne bliver kompenseret, for ”ekstraordinære kommunale/regionale udgifter til COVID-19 relaterede tiltag ikke skal fortrænge øvrige udgifter til borgernær velfærd i kommunerne”.
Jeg glæder mig. Selvfølgelig over at vi får dækket udgiften, for der mange ting på ældreområdet vi godt kan bruge midlerne til. Men jeg glæder mig også meget over, at vores folkestyre fungere og der er så kort afstand til det lokale Folketingsmedlem og derfra til ministeren, på tværs af partiskel.
På omkring en uge var der klarhed over situationen og vi kan uden at skulle bekymre os om den økonomiske del, koncentrere os om det vigtigste, at hjælpe en udsat gruppe mennesker med at blive vaccineret.
Hjertelig tak til både vores Folketingsmedlem og minister.

Søren Rasmussen
Formand for Seniorudvalget i Kolding Kommune
Dansk Folkeparti
Primulavej 7
6000 Kolding