100 år med kulturarv i Harteværket

Af Søren Rasmussen

Harteværket har lavet et meget interessant projekt, som skal fortælle kulturarven på en langt mere levende måde. De besøgende skal inddrages i fortællingen om Harteværket både ved interaktive og analoge tiltag.
Det skal tydeliggøres, hvordan turbiner virker, og hvordan vandet i søerne bliver til strøm i stikkontakten. Harteværket er det eneste af sin art i Region Syddanmark. Stedets styrker er kultur, natur og undervisningstilbud under samme tag, det formidler energi, vand og klima, og kan dermed relateres til flere af FNs verdensmålene om bæredygtig energi.
Forventningen er forbedret formidling, der kan tiltrække flere skoler og institutioner, forventet 15-20 % stigning i besøgstallet.
Jeg mener det er et rigtig godt initiativ og jeg glæder mig meget over, at Regionsrådet – efter indstilling fra Udvalget for regional udvikling – har bevilget 200.000 kr. til projektet.
I Regionsrådet arbejder vi meget med FNs Verdensmål. Formidling om produktion af bæredygtig energi understøtter klart arbejdet med FN verdensmål. Dette er faktisk det første kulturprojekt vi giver tilskud til, som også aktivt arbejder med disse vigtige mål i en ansøgning.
Jeg er overbevist om, at både besøgende og Kolding Kommune vil få glæde af projektet. Harteværket er i forvejen helt afgjort et besøg værd og med det nye initiativ, bliver det endnu mere interessant.

Søren Rasmussen
Formand for Udvalget for regional udvikling i Region Syddanmark
Dansk Folkeparti
Primulavej 7
6000 Kolding